OM BIODIESEL

Introduktion til biodiesel.dk

Dette website handler om bæredygtig biodiesel, som i Danmark og i resten af EU tilsættes fossil diesel for at mindske CO2-påvirkningen. Formålet med sitet er at informere om biodiesel og dets rolle i det danske energimiks.

På biodiesel.dk finder du fakta om biodiesel udvundet fra rapsolie og 2. generations (2G) biodiesel udvundet fra animalske restprodukter fra landbruget. Desuden information om rammebetingelser og konkrete cases, der viser mulighederne i at øge brugen af biodiesel i forhold til de danske ambitioner om en bæredygtig udvikling.

Biodiesel.dk udgives af Daka ecoMotion A/S og Emmelev A/S. De to virksomheder producerer langt hovedparten af den biodiesel, der bruges i Danmark.

Om produktion og brug af biodiesel

I Danmark produceres biodiesel fra organiske råvarer, der primært kommer fra døde dyr fra dansk landbrug og raps dyrket på danske marker. Biodiesel er et alternativ til fossil diesel og er med til at skabe grønne jobs i Danmark. Biodiesel har potentiale til at spille en vigtig rolle i en bæredygtig udvikling i Danmark og i resten af verden.

I henhold til europæisk lovgivning, skal fossil diesel tilsættes en vis mængde biodiesel for at sænke klimapåvirkningen. I øjeblikket er kravet i Europa, at 7,6 % af den diesel, der fyldes i tanken, er biodiesel. Danmark overholder dette iblandingskrav, mens flere lande går endnu videre. Fx Sverige, hvor en del af den tunge trafik allerede i dag kører på 100% biodiesel.

Branchens virksomheder

Emmelev A/S

En af virksomhederne i Danmark, som producerer biodiesel, er Emmelev A/S i Otterup på Nordfyn.

Emmelev Mølle blev etableret af Adrian og Maren Johansen tilbage i 1838, udviklede sig til traditionel korn- og foderstofforretning og har været i familiens eje lige siden. I 2000 blev korn- og foderstofdelen solgt fra, og Emmelev A/S fortsatte med produktion af biodiesel, rapskager samt glycerin.

Emmelev A/S producerer fossilfri biodiesel baseret på raps fra danske marker. Rapsen udnyttes 100%, idet en stor del af planten bruges til produktion af proteinholdige foderkager til kreaturer.

Det rapsbaserede foder erstatter import af klima- og miljømæssig belastende sojakager fra andre verdensdele. 10 procent af rapsfrøene bliver brugt til raffineret glycerin, der anvendes i medicinalindustrien.

Rapskagerne leveres til korn- og foderstofvirksomheder samt direkte til kvægbrugere. Interessen for at bruge det danskproducerede NON-GMO foder er stigende, og Emmelev udvikler løbende nye varianter af foderkagerne, som tilfredsstiller behovene i landbruget optimalt. Der er endvidere potentiale til, at rapsbaserede produkter kan bruges i Aqua-sektoren til fiskefoder.

Daka ecoMotion

Daka ecoMotion er Danmarks eneste producent af 2. generations (2G), animalsk biodiesel. Fabrikken, der ligger i Løsning, fremstiller 2G biodiesel af animalsk fedt, der er udvundet af restprodukter fra slagterier og landbrug. Hvert år producerer fabrikken 50.000 ton biodiesel, der sælges både på det danske marked og til udlandet.

Med en råvarebase af animalsk fedt kan ecoMotion producere en af markedets mest miljøvenlige og bæredygtige typer af biodiesel. 2G animalsk biodiesel produceres udelukkende af animalske biprodukter, der i henhold til veterinær lovgivning skal destrueres, eller anvendes til energiformål. Før 2001 blev en stor del af det animalske fedt brugt til foder. Det satte et stort udbrud af kogalskab i Europa en stopper for. Det betød, at man skulle finde nye anvendelser for restprodukterne.

Daka ecoMotion tog handsken op, opførte en ny fabrik, som siden 2008 har leveret CO2 besparende biodiesel til transportsektoren. Daka ecoMotions produktion er certificeret efter bæredygtighedsstandarden ISCC (International Sustainability and Carbon Certification), der er godkendt af EU Kommissionen.

Hvad er 2G animalsk biodiesel?

  • 2G biodiesel er fremstillet af fedtet fra animalske restprodukter, fx landbrugets døde dyr og biprodukter, som af veterinære årsager skal destrueres.
  • Biprodukterne, der anvendes i 2G biodiesel, må i henhold til veterinær lovgivning hverken anvendes til gødning eller dyrefoder.
  • 2G biodiesel er en klar, næsten lugtfri væske, der bruges som brændstof i transportsektoren, typisk til personbiler, lastbiler, busser og færger